Slagsbrødre kan få livstidskarantæner

Det kan ende med livstidskarantæner til de Millwall-fans, som stod bag de voldsomme slagsmål under lørdagens FA Cup-semifinale mod Wigan Athletic, som vandt 2-0.

Sådan lyder beskeden fra London-klubben efter kampen, hvor børn og unge stod grædende på tribunerne og så til.

Balladen faldt to dage før 24-års-dagen for Hillsborough-ulykken, hvor 96 mennesker mistede livet - også i en FA Cup-semifinale.

Efter lørdagens FA Cup-semifinale blev 11 arresteret som følge af de sammenstød, der skete mod slutningen af kampen. Fire betjente kom til skade.

Episoden har chokeret Millwall, og klubbens administrerende direktør, Andy Ambler, lover den hårdeste straf, han kan give, til de skyldige.

- Vores holdning er klar. Alle fans, der kan associeres med vores klub, og som findes skyldige i voldelig adfærd, vil i tillæg til den straf, de måtte få fra myndighederne, desuden blive udelukket fra Millwall-kampe for altid, siger Andy Ambler.

- Vi har arbejdet hårdt for at vise den positive side af sporten både på banen og udenfor, og vi kan ikke tillade sådanne handlinger fra en hovedløs minoritetsgruppe at underminere det arbejde.

Millwall har endnu ikke afsluttet undersøgelserne af, hvad der rent faktisk skete på Wembley lørdag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip