Slagteriarbejdere holder fast i strejke trods bod

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Medarbejderne på storslagteriet i Horsens har onsdag atter valgt at gå hjem efter et fagligt møde. De nægter at genoptage arbejdet. Også selv om det koster.

Det fortæller tillidsrepræsentant Klaus Olesen fra Fødevareforbundet NNF.

- Der er sådan set ikke ændret noget siden i går, så konflikten er en lille smule fastlåst. Jeg håber derfor på en snarlig løsning. Og jeg håber, at dagholdet går i arbejde i morgen. Lige nu tømmer vi både virksomhedens kasse og vores egen.

Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og derfor har Arbejdsretten pålagt de ansatte en skærpet bod.

For de ansatte på aftenholdet betyder det en bod på 65 kroner i timen, mens det for dagholdet indtil videre har kostet 35 kroner i timen. Fra torsdag vil det koste dem det samme.

- Nu synes jeg, at strejken har varet længe nok. Nu har de sendt signalet til Danish Crown. Og vi sender altså ikke et større signal ved at blive hjemme nogle dage endnu, siger tillidsrepræsentanten.

Og hos ledelsen håber de bestemt også, at medarbejderne snart trækker i arbejdstøjet igen.

- Vi kan ikke sætte os ved forhandlingsbordet, før situationen er mere normal og medarbejderne tilbage for at passe deres arbejde. Vi vil ikke være med til at forhandle under pres, siger pressechef i Danish Crown Jens Hansen.

Han påpeger, at der lige nu er en masse kunder, der ikke får de varer, der har bestilt. Og det er dyrt for virksomheden.

- Det koster på vores image, vores troværdighed og vores afsætning. Og på sigt kan det få konsekvenser på vores brand.

På grund af strejken bliver der udsat 20.000 grise om dagen, og derfor overvejer Danish Crown at sende svinene til slagtning i Tyskland, selv om de aldrig har gjort det før.

- Nu er fokus at få løst problemet i Horsens. Men hvis strejken ikke snart stopper, så kan vi blive nødt til at overveje det.

- Men det medfører en del ekstra arbejde for vores leverandører. Det er ikke noget, vi bare kan gøre. Det er anden procedure, når man skal sende slagtesvin ud af landet, siger Jens Hansen.

Det var en kontrovers fredag om en ændring i en midlertidig aftale, der startede strejken. Her nedlagde tre afdelinger arbejdet, og det spredte sig mandag til hele slagteriet.

Omkring 1300 slagteriarbejdere har nedlagt arbejdet.

/ritzau/