Slagteriarbejderne ender i forligelsen

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Fødevareforbundet NNF og DI er gået fra hinanden i forsøget på at få nye overenskomster for landets slagteriarbejdere forhandlet hjem.

Det oplyser NNF.

Det er over 13.000 ansatte på både landets slagterier og fødevareindustrielle virksomheder, der nu skal en tur i Forligsinstitutionen.

Sammenbruddet skete efter 18 timers konstante forhandlinger.

Men tirsdag morgen måtte forhandlerne fra Fødevareforbundet NNF og DI kaste håndklædet i ringen og erkende, at de ikke kunne blive enige om nye overenskomster.

- Det er en meget ærgerlig situation, vi er kommet i, siger næstformand og forhandler Tage Arentoft i en pressemeddelelse.

- Vi ville gerne have indgået et forlig til gavn for vores medlemmer, men vi må desværre erkende, at vi ikke har kunnet få enderne til at mødes, siger han.

Af hensyn til de videre forhandlinger har Fødevareforbundet NNF ikke yderligere kommentarer til sammenbruddet.

/ritzau/