Slagterifusion mellem Danish Crown og Tican er afblæst

Den planlagte fusion mellem de danske slagterivirksomheder Danish Crown og Tican bliver nu afblæst.

Efter syv måneder har selskaberne fortsat ikke modtaget en godkendelse fra konkurrencemyndighederne, og det får nu Danish Crown til at meddele, at ansøgningen om fusionsgodkendelse er bortfaldet.

- Vi har indleveret en lang række forslag til tilsagn til Konkurrencestyrelsen, og selv om vi har rådført os med styrelsen om, hvad der skal til for at kunne gennemføre fusionen, så har tilsagnene ikke været tilstrækkelige til at opnå en godkendelse, erklærer administrerende direktør for Danish Crown, Kjeld Johannesen, i en pressemeddelelse.

Danish Crown har ifølge eget udsagn afgivet tilsagn om blandt andet frasalg "i et omfang, som overstiger Ticans og Danish Crowns samlede afsætning i Danmark i dag til en pris, der ligger under omkostningsniveauet.

- Men det er blevet afvist som utilstrækkeligt, konstateres i det i pressemeddelelsen.

Virksomheden fremhæver, at udenlandsk kød udgør mere end en femtedel af det samlede salg i den danske detailhandel, og derfor undrer man sig over myndighedernes modvilje.

- Vi må indrømme, at vi er blevet overraskede over den meget nationale vinkel, Konkurrencestyrelsen har anlagt i deres vurdering af sagen, når der er tale om to eksportvirksomheder, lyder det fra Kjeld Johannesen, som tilføjer:

- Jeg har rigtig svært ved at få øje på, at dette udfald gavner konkurrencen. Men det er med til at forhindre udviklingen af dansk erhvervsliv.

Fusionen mellem de to slagterivirksomheder blev annonceret i februar, efter at Tican igennem længere tid havde ledt efter en økonomisk indsprøjtning, som skulle redde den skrantende virksomhed.

Fusionsplanen var godkendt af såvel Ticans andelshavere som Danish Crowns repræsentantskab.

Tican meddelte kort efter afblæsningen af den danske fusion, at virksomhede har indgået en rammeaftale om overdragelse af aktiekapitalen i Tican A/S til den tyske fødevarekoncern Tönnies.

/ritzau/

Dagens Gossip