Slave-sag: Fagforening angriber politiets efterforskning

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Fagforeningsafdelingen 3F Nordsjælland Øst kommer nu med en skarp kritik af Nordsjællands Politis efterforskning samt anklagemyndighedens arbejde i den første sag om menneskehandel uden for prostitutionsmiljøet, som blev afgjort i sidste uge.

Retten i Helsingør frikendte en 34-årig mand for både menneskehandel og tvangsarbejde. Frifindelsen skyldes ifølge dommeren først og fremmest et mangelfuldt anklageskrift, men også et utilstrækkeligt bevismateriale.

I et seks sider langt åbent brev til Statsadvokaten argumenterer fagforeningen for, at sagen bør ankes samt, at der bør rettes op på efterforskningen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge fagforeningen har politiet i flere tilfælde ikke afhørt helt oplagte vidner og set bort fra spor og dokumenter, som blandt peger på fusk eller dokumentfalsk med ansættelsespapirer eller konti.

Sidstnævnte forhold har tilsyneladende ikke været genstand for nogen efterforskning.

I sagen om de fire rumænere i familien Stoica, som blev befriet af Nordsjællands Politi fra en uhumsk kælder i en villa på Montebello Allé i Helsingør i foråret 2011, havde en repræsentant fra 3F en af de første udredende samtaler med familien.

Men 3F-konsulenten blev slet ikke indkaldt for at afgive forklaring, fremgår det af brevet.

Derudover kritiserer fagforeningen også, at man ikke tilbage i 2011 afhørte naboerne for at få en klarhed over brugen af den uopvarmede villa på Montebello Allé, hvor mange rumænske rengøringsarbejdere gennem årene var indkvarteret.

Sagens anklager, Camillia Brinch Rasmussen, medgav under selve retssagen, at sagens vej hos politiet havde været kringlet, og at sagen i perioder havde været henlagt, samt at efterforskningen først for alvor gik i gang i 2012.

Det er endnu ikke blev meldt offentligt ud, om anklagemyndigheden anker sagen eller ej. Den 34-årige nu frikendte tidligere rengøringsdirektør har under hele sagen nægtet sig skyldig i alle anklager.

/ritzau/