Slesvig-Holstens undervisningsminister trækker sig

Skrevet af admin

15/09/2014

Dagens topnyheder

Den slesvig-holstenske undervisningsminister, Waltraud Wende, forlader delstatsregeringen i Kiel, skriver Flensborg Avis.

Regeringen, der består af socialdemokraterne i SPD, De Grønne og det danske mindretals parti Sydslesvigsk Vælgerforening, SSV, har været i skudlinjen i flere måneder.

Beslutningen om at forlade sin post er truffet, fordi den afgående, partiløse minister bliver beskyldt for at have lavet en underhåndsaftale om at kunne få sit gamle job som professor tilbage, mod at hun støttede valget af rektor på universitetet i Flensborg.

- Ministeren for uddannelse og videnskab, professor Waltraud Wende, har over for mig erklæret, at hun træder tilbage med det samme. Dr. Wende har min allerstørste respekt for at tage dette skridt, udtaler ministerpræsident Torsten Albig (SPD) og uddyber:

- Jeg er ked af at miste et yderst engageret medlem af kabinettet, og jeg takker fru Wende for hendes enestående arbejde for Slesvig-Holsten.

Ministerpræsidenten håber, at offentligheden vil respektere den igangværende undersøgelse af den nu tidligere minister og ikke dømme hende for tidligt. Netop den igangværende sag er hovedårsagen til Waltraud Wendes opsigelse:

- Den igangværende undersøgelse belaster mig og mine omgivelser i en grad, som jeg ikke kunne have forudset, udtaler Waltraud Wende i en pressemeddelelse og forklarer, at hun derfor ikke følte, at hun kunne passe sit job ordentligt længere, skriver Flensborg Avis.

I slutningen af august gennemførte anklagemyndigheden en ransagning i Wendes hjem i Flensborg og ministerkontoret i Kiel.

/ritzau/