Slidt Quintana dropper OL

Tre ugers Tour de France måske iblandet lidt allergi, har vist sig at være for hård en cocktail for den colombianske cykelrytter Nairo Quintana.

Det colombianske cykelforbund meddeler, at Quintana har valgt at droppe OL, fordi han ikke føler, at kroppen er klar til det.

Fra Quintanas arbejdsgiver, det spanske Movistar-hold, forlyder det, ifølge nyhedsbureauet dpa, at colombianeren vil holde 20 dages pause og gennemgå nogle medicinske undersøgelser.

Movistar-rytteren sluttede på tredjepladsen i Tour de France i søndags, men han var løbets skuffelse, da han stik imod forventning slet ikke forsøgte at udfordre Chris Froome.

I stedet for Nairo Quintana har Colombia udtaget IAM-rytteren Jarlinson Pantano, som vandt 15. etape i årets Tour de France og var en af løbets positive overraskelser.

Det olympiske landevejsløb bliver kørt lørdag den 6. august.

/ritzau/

Dagens Gossip