Sliklager fyldt med mus og rotter: 100 ton slik er beslaglagt

Skrevet af admin

21/01/2015

Mest læste i dag

En firma i Slagelse, der importerer slik, og dets indehaver er blevet sigtet for moms- og afgiftssvindel for mindst 27 millioner kroner, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Det var Skat, der anmeldte virksomheden og ejeren til politiet, og onsdag slog myndighederne så til med ransagning af virksomheden samt indehaverens private bopæl i Slagelse.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik hjælp af andre sjællandske politikredse, ligesom både Skat og Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe deltog i aktionen.

På firmaets lager i Slagelse beslaglagde Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe op mod 100 ton slik og udlagde rottegift, efter at man fandt rottelort både på lageret som sådan og på varerne.

Mere lækkert blev det ikke, da ransagningerne førte myndighederne til et andet lager i Slagelse, som tilhører en lokal bland-selv-slik forretning.

Her blev der uden Fødevarestyrelsens tilladelse opbevaret "en noget mindre mængde chokoladevarer", men lageret var hærget af mus, så Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe beslaglagde på stedet varerne og tømte lageret.

Slikimportøren i Slagelse havde desuden stukket penge til side både på virksomheden og på sin private bopæl. Gemt i biler, æsker og plastikposer fandt myndighederne i alt 250.000 kroner i kontanter, skriver politiet i sin pressemeddelelse.

I forbindelse med onsdagens aktion har politiet beslaglagt store mængder regnskaber og bilag, samt en del it-udstyr, som nu skal undersøges nærmere.

Indehaveren blev anholdt og bragt til afhøring på Politigården i Slagelse. Her nægtede han, at han skulle have svindlet med moms og afgifter, men ville i øvrigt ikke udtale sig til politiet.

Det er åbenbart ikke usædvanligt, at slik opbevares under uhumske forhold. Så sent som i december beslaglagde Fødevarestyrelsen 25 ton slik fra et uregistreret lager i Tranbjerg ved Aarhus.

Slikket var opbevaret "særdeles uhygiejnisk" hed det dengang fra Fødevarestyrelsen, som fandt både rotte- og museekskrementer på paller og kasser med slik.

/ritzau/