Slimede kæmpesnegle invaderer Sydfloridas haver

Mens mange danske haveejere allerede er begyndt at forberede sig på endnu en sæson med grådige dræbersnegle, kæmper parker og haveejere i det sydlige Florida i USA med en mindst lige så ækel fjende.

Her er en af de mest destruktive invasive arter nemlig på spil, skriver Reuters. Det drejer sig om den afrikanske kæmpesnegl, som er en af de største snegle i verden.

Den kan blive lige så stor som en rotte og har en glubende appetit, der betyder, at den kan gnave sig gennem selv stuk og gips, og så er den på kraftig fremmarch.

Bliv ven med Dagens.dk - tryk her

Hver uge bliver mere end 1.000 af de store bløddyr fanget i Miami, og siden den første afrikanske kæmpesnegl blev spottet af en haveejer i september 2011, har man fanget over 117.000 af dem, siger Denise Feiber, der er talsmand for Floridas svar på Vej og Park.

Om cirka syv uger begynder regnsæsonen i Florida, og så ventes sneglene at myldre frem. Mange husejere skal nok forvente, at de ikke blot vil møde dem i blomsterbedet, men også inden døre. Sneglene har nemlig en forkærlighed for stukken i loftet, fordi de har brug for kalken til deres skaller.

Myndighederne i Florida arbejder nu på at finde ud af, hvor invasionen stammer fra. Et bud er de caribiske øer som eksempelvis Barbados, hvor der er store problemer med de afrikanske kæmpesnegle. Deres skaller ligger og flyder på motorvejene, hvor de punkterer bilisternes dæk, mens deres slim og ekskrementer dækker gader og fortove.

Dagens Gossip