Sløj Fuglsang: Jeg manglede energi til at køre med

Jakob Fuglsang har døjet med dårlig mave og diarré, og derfor kom lørdagens nedtur i Tour de France ikke helt bag på Astana-danskeren.

Trods tidstabet på Tourens første bjergetape, så holder Fuglsang fast i løbets samlede andenplads efter holdkammeraten Vincenzo Nibali.

- Jeg var lidt tom på næstsidste stigning, og benene ville ikke, som jeg gerne ville i dag. Jeg føler mig lidt tom nu, men ellers har jeg det okay, siger Fuglsang.

- Det er selvfølgelig irriterende at tabe tid, men det havde jeg regnet med fra morgenstunden, for jeg var ikke på toppen. Sådan er det, og det koster lidt.

Danskeren, der ellers normalt er stærkt kørende, når det går op ad, manglede energi. Fuglsang har ikke haft feber, men det har været tæt på. Derudover har han haft koldsved i løbet af natten.

- I sidste ende er tidstabet en blanding at, at jeg var syg og dårlige ben.

- Jeg har haft svært ved at holde maden i mig de sidste par dage, og så er det klart, at det er svært at fylde depoterne op. Så løber man nemt tør for energi på et tidspunkt, forklarer han.

Jakob Fuglsang er trods problemerne positiv, når han ser frem mod de næste etaper.

- Forhåbentligt er der styr på det igen, så jeg kan få fyldt depoterne op og sidde med de kommende dage, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip