Sløjt tørlastmarked tærer på Torm - fordobler underskud

Rederiet Torm bløder på bundlinjen. I 2014 blev nettounderskuddet på 284 millioner dollar mod et underskud på 162 millioner dollar i 2013.

Omregnet til nutidskurs svarer det til, at underskuddet i danske kroner er vokset fra en milliard til 1,9 milliarder kroner.

Ses der alene på driftsresultatet landede det på positive 77 millioner dollar, mod 96 millioner dollar året før.

Resultat er skabt på baggrund af en omsætning på 624 millioner dollar - et dyk fra 992 dollar året før. Det er faldende fragtrater i et meget vanskeligt marked for tørlast, der har tæret på omsætningen.

- I 2014 var fragtraterne i tørlastsegmentet fortsat under pres og lå på historisk lave niveauer, fremgår det af regnskabet.

Selskabet kan dog glæde sig over, at priserne på transport med tankskibe rettede sig i årets sidste tre måneder. I fjerde kvartal 2014 nåede fragtraterne det højeste niveau siden 2008, og den positive markedstendens er fortsat i 2015, lyder det fra Torms administrerende direktør, Jacob Meldgaard, i regnskabet.

I oktober indgik selskabet en aftale med en gruppe långivere om en finansiel restrukturering, og på baggrund af stor usikkerhed relateret til denne aftale har selskabet besluttet ikke at udmelde forventninger til 2015.

- Resultatet for 2015 er behæftet med betydelig usikkerhed i forbindelse med gennemførelsen af den foreslåede restruktureringsaftale. Derfor har Torm besluttet ikke at offentliggøre sine forventninger til 2015, skriver rederiet i sit regnskab for 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip