Sløv start på favoritdistancen for EM-guldvinder

Mere end otte sekunder var Rikke Møller Pedersen fra sin egen verdensrekord, da hun torsdag formiddag svømmede indledende heat på 200 meter bryst ved EM i Berlin.

Danskeren fik kun sjettehurtigste tid, men det var hun slet ikke utilfreds med. Beskeden fra træner Shannon Rollason var at tage det helt roligt i sit første løb efter onsdagens guldmedalje på den halve distance.

- Når man tænker på måden, jeg gjorde det på, så var det faktisk et rigtigt godt løb. Jeg lavede jo nærmest ikke noget de første 150 meter, og det var bare så rart at kunne gøre, hvad man havde lyst til, siger Rikke Møller Pedersen.

Hun ser nu frem mod semifinalen torsdag aften, hvor tilgangen bliver nogenlunde den samme, dog med respekt for, at kun otte svømmere går videre til finalen.

- Jeg skal bare kæmpe mod min iver for at svømme rigtigt hurtigt. Jeg skal bruge lidt flere tag, og det skal også gerne gå lidt hurtigere, men ellers bliver det noget af det samme, siger fynboen.

Hun var en af de sidste, der steg op af EM-bassinet onsdag aften og en af de første, der hoppede i det igen torsdag.

I mellemtiden havde hun skullet fejre og fordøje sin guldmedalje og prøve at sove og restituere så godt som muligt, selv om lykønskningerne strømmede ind.

- Det har været fint, min telefon er nærmest blackoutet. Det blev lidt sent, men jeg prøvede at lægge mig til at sove så hurtigt, jeg kunne. Jeg spiste lidt mad med min værelseskammerat Pernille Blume, og så krøb vi under dynen, siger brystsvømmeren.

Semifinalerne på distancen begynder torsdag klokken 19.14.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV