Sløvt sommervejr: Kold og blæsende weekend i vente

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Der er ikke meget sommervarme over den kommende weekend, hvor vinden får lov til at blæse, og solen kun skinner en gang imellem.

- Det er ikke den bedste sommerweekend, der er på tapetet. Slet ikke hvis man er til strandvejr og solskin, siger vagthavende meteorolog Klaus Larsen fra DMI.

Fredag og lørdag kommer der lidt eller nogen sol, men der vil også falde en del byger - især i de østlige og nordlige egne af landet. I slutningen af weekenden viser vejret sig fra en lidt bedre side.

- Det ser ud som om, når vi kommer ud på søndagen, at det bliver lidt mere tørt. Men der er stadig byger i de østlige egne, som langsomt dør ud i løbet af dagen, siger Klaus Larsen.

Temperaturerne kommer hele weekenden til at ligge på mellem 15 og 18 grader, og der vil fortsat blæse en frisk til hård vind fra vest og nordvest.

Den kommende uge begynder på samme måde: Lidt sol med enkelte byger og kølige temperaturer for årstiden. Først torsdag ser det ud som om, at der kommer fronter ind over landet, og varmepustet kan sende temperaturerne op over de 20 grader.

Men der er stadig langt til 25 grader og strandvejr, lyder det fra DMI.

/ritzau/