Slotsbasar for femte gang på Koldinghus

Skrevet af Elo Christoffersen

11/06/2013

Dagens topnyheder

I den kommende weekend er der slotsbasar på Koldinghus for femte gang.

Basaren, der de foregående år har tiltrukket op mod 6000 gæster primært fra Trekantområdet, byder på både på koncerter, salg af blandt andet designertøj, sko og smykker til gode priser, et stort fødevaremarked i slotsgården, skattejagt for børn og adgang til tre aktuelle særudstillinger: farvestrålende malerier af Hans Voigt Steffensen, moderne strikdesign inspireret af kongelige gallakjoler og en udstilling om historiens største børneflytning i 1943 ”Evakueret til Kolding”

De 50 stande er fordelt rundt i slottets mange store sale. Her kan museets gæster købe tøj, sko, smykker, briller, kunsthåndværk og boligdesign. I slotsgården vil der være et stort fødevaremarked, hvor gæsterne kan dufte, smage og købe bl.a. sushi, pandekager, chokolade, spegepølse, sandwich, vin og andre delikatesser og høre koncerter med Lasse og Mathilde og den lokale musiker Jeanette Bonde.

- Koldinghus danner med sine mange sale og slotsgården en helt enestående ramme om en basar, som jo ikke har noget med museumsformidling at gøre. Men vi vil gerne bruge slottet på en anden måde, nemlig som ramme om en event med masser af god stemning, levende musik i slotsgården og aktiviteter for børn, siger kommunikationschef fra Koldinghus, Nanna Ebert.

Det er femte  gang Koldinghus afholder slotsbasaren, som i juni sidste år blev besøgt af over 6000 gæster. Basaren afholdes i samarbejde med messearrangør Dorthe Johannsen fra Shoppingbazar, der arrangerer otte livsstilsmesser om året i Syddanmark, og som desuden laver velgørenhedsarbejde for Trekantområdets store børneafdeling på Kolding Sygehus.

Slotsbasaren er åbent lørdag og søndag fra klokken 10 til 17.