Slotssøbadet fejrer Store Vanddag

Skrevet af Elo Christoffersen

07/10/2013

Dagens topnyheder

På lørdag fejrer Slotssødadet i Kolding Store Vanddag i samarbejde med Gigtforeningen. Her kan interesserede prøve kræfter med træningsformen AquaPunkt, der styrker kroppen, lindrer ømme punkter og forebygger problemer med led, ryg og muskler.

- AquaPunkt-øvelserne er enestående, fordi de kan bruges af alle, og fordi der er øvelser til både ryg, mave, skuldre, arme og ben. Du vælger bare efter behov. Vandet understøtter dine bevægelser, så øvelserne ikke belaster ømme punkter samtidig med, at vandmodstanden styrker dine muskler, fortæller bademester Birgitte Bang Schmidt  - en af svømmehallens AquaCoaches, som er uddannet til at vejlede i øvelserne.

Slotssøbadet håber, at Store Vanddag vil åbne endnu flere menneskers øjne for de gode træningsmuligheder, der er i en svømmehal, når man vil mere end blot svømme baner.

- Vores AquaPunkt-vogn og AquaCoach står klar i hallen, så det er meget nemt og fleksibelt. Øvelserne er beskrevet på nogle rondeller, som du stiller på bassinkanten, inden du hopper i vandet, forklarer Birgitte Bang Schmidt.

Gigtforeningen i Kolding vil også være tilstede på lørdag og give tips og gode råd til de deltagende. Træningen foregår i varmvandsbassinet, som er rigtig godt til træning for muskler og led.

Store Vanddag foregår i tidsrummet 9-11 og igen fra 14.30-16. Du kan bestille fribilletter på www.facebook.com/gigtforeningen.