Slovak med svag klimaprofil kan forsinke ny EU-kommission

Skrevet af admin

20/10/2014

Mest læste i dag

Mandag aften vil afsløre, om den kommende EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker har spillet for højt spil med en hurtig indskiftning og en minirokade på sit kommissærhold i bestræbelserne på at overholde en stram tidsplan.

Kommissærholdet skal ifølge planen træde til 1. november, og Juncker fik mere end travlt, da den slovenske kandidat Alenka Bratusek i sidste uge trak sig efter en svag høring og efterfølgende afvisning fra EU-Parlamentets miljøudvalg og industriudvalg.

Junckers løsning blev at flytte den erfarne, allerede siddende slovakiske kommissær Maros Sefcovic fra en post som transportkommissær til jobbet - oprindelig tiltænkt Bratusek - som viceformand og kommissær for EU’s energiunion.

Dermed kan Juncker præsentere en erfaren kandidat til den centrale post, mens den uerfarne nye slovenske kommissærkandidat Violeta Bulc er luxembourgerens valg til den mindre udfordrende rolle som transportkommissær.

Det kan vise sig problematisk, at Juncker vil give Sefcovic ansvar for netop energiunionen, da hans land Slovakiet under den aktuelle energikrise har styrket båndene til Moskva og hører til blandt de mindst ambitiøse, når det gælder klimaet.

Kritiske røster i De Grønne bemærkede dette allerede i sidste uge.

Det vil næppe heller tale til Sefcovic’ fordel, at han ifølge ugeavisen European Voice flere gange i den siddende kommission har stemt i sit hjemlands regerings interesse om blandt andet CO2-mål.

Den aktuelle plan for energieffektivisering, der blandt andet skal sikre større uafhængighed af russisk gas, harmonerer heller ikke med Slovakiets nuværende politik.

Slovakkerne har kritiseret EU’s sanktioner mod Rusland og tidligere truet med at nedlægge veto imod flere skridt i den retning.

Både Sefcovic og Bulc skal høres mandag fra klokken 19.

Der ventes småjusteringer fra Junckers side af flere porteføljer, inden det samlede kommissærhold skal til godkendelse onsdag på EU-Parlamentets plenarsamling i Strasbourg.

/ritzau/