Slovenien sætter private vagter ind mod migranter

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Politiet og hæren i Slovenien har brug for hjælp til at klare opgaven med at styre den store bølge af migranter og flygtninge, der bevæger sig igennem Europa for at komme op til de nordeuropæiske velfærdsstater.

Derfor vil den slovenske regering begynde at bruge private sikkerhedsvagter, siger Bostjan Sefic, der er statssekretær i Sloveniens indenrigsministerium.

Slovenien er på det seneste blevet et knudepunkt på ruten for de mange mennesker fra blandt andet Afrika og Mellemøsten, der bevæger sig nordpå.

Efterhånden som Ungarns grænser er blevet lukket, har menneskebølgen fundet andre veje, og her er Slovenien blevet en vigtig rute.

Over de seneste ti dage er 76.000 migranter og flygtninge kommet ind i landet fra Kroatien ved Sloveniens sydlige grænse.

De drager nordpå mod Østrig og Tyskland.

Bostjan Sefic siger, at der skal bruges 50 til 60 private sikkerhedsfolk, der så kan sættes ind, hvor politiet nu skal bruge dem.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at der fortsætter med at strømme migranter og flygtninge ind i Slovenien, selv om regeringscheferne fra en stribe Balkan- og EU-lande søndag mødtes i Bruxelles.

I forbindelse med mødet advarede Sloveniens premierminister, Miro Cerar, om, at EU og hele Europa er på kanten af at bryde sammen. Endnu mens mødet var i gang, meldte det slovenske indenrigsministerium om ny rekord med 15.000 ankomne på et døgn.

På mødet aftalte lederne blandt andet, at landene ikke længere skal lade migranter og flygtninge passere grænser uden at registrere dem.

Men dpa skriver, at der mandag - altså dagen efter mødet - frem til klokken 14 kom omkring 6000 migranter eller flygtninge ind i Slovenien fra Kroatien.

Oplysningerne kommer fra det slovenske nyhedsbureau STA, som citerer politiet.

Videre skriver dpa, at der lige nu venter omkring 11.000 migranter og flygtninge i Slovenien på at komme videre nordpå.

/ritzau/Reuters