Slovenien strammer op på sine grænser

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Regeringen i Slovenien skruer ned på antallet af migranter, der får lov at passere ind i landet.

Det sker forud for en ventet melding senere på ugen fra Østrig, der ventes at sætte en øvre grænse for, hvor mange migranter der må rejse ind i landet.

Begge lande er medlem af EU, og både Østrig og Slovenien er Schengenlande, hvor der er pasfrihed i grænsetrafikken mellem landene.

Men de er også blevet transitlande for den massive strøm af migranter, der rykker mod Nordeuropa fra Mellemøsten og Afrika.

I de seneste uger har Østrig skærpet sin politik over for strømmen af migranter og vil indføre et dagligt loft for, hvor mange der kan rejse ind i landet via hovedgrænsen til Slovenien.

Østrig med knapt ni millioner indbyggere modtog i 2015 90.000 asylansøgninger. Det er et af de højeste antal per indbygger i EU.

I forventning om, at østrigerne sætter en daglig kvote, vil indenrigsministeriet i Slovenien også begynde at begrænse antallet af migranter, der kan rejse ind i Slovenien. Det skal sikre, at landet ikke pludselig står med masser af migranter, der ikke kan komme videre.

Det statslige tv i Slovenien siger, at skrappere kontrol ved grænsen begynder mandag. Der vil kun kunne komme 1000 migranter over Sentilj-grænseovergangen til Østrig om dagen.

I en erklæring, der er udsendt af indenrigsministeriet i Slovenien, hedder det, at Kroatien, der også er et land på migrantsporet, er informeret om de nye tiltag.

Hermann Muhr er talsmand for det østrigske indenrigsministerium. Han bekræfter, at en række skrappere tiltag bliver meddelt i løbet af ugen, herunder daglige kvoter.

Talsmanden siger, at det er på linje med det, Tyskland allerede gør nu.

I januar sagde regeringen i Wien, at den i år vil sætte en overgrænse for antallet af asylansøgere i landet på 37.500 personer.

Samtidig vil Østrig udvise mindst 12.500 migranter.

/ritzau/AFP