Slovensk kandidat til EU-Kommissionen kæmper for jobbet

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Den slovenske kandidat til EU-Kommissionen, Alenka Bratusek, ser onsdag ud til at have besluttet sig for alligevel at kæmpe for at kunne blive næstformand i den kommende EU-Kommission med ansvar for EU's energiunion.

Umiddelbart inden Bratuseks politiske gruppe i Europaparlamentet, liberale Alde, indledte et gruppemøde onsdag formiddag i Bruxelles, forlød det, at Bratusek ville trække sit kandidatur.

Men få minutter inde i mødet lyder meldingen, at Bratusek alligevel har besluttet at kæmpe for jobbet og kræver en ny høring i parlamentet efter en høring i mandags, hvor hun klarede sig dårligt.

Der er på forhånd lagt op til, at Bratusek - formentlig som den eneste af de 27 kommissærkandidater - vil blive vraget, når de to parlamentsudvalg, der har ansvar for hendes høring, mødes for at evaluere hende onsdag klokken 18.

Flere medlemmer af udvalgene har over for Ritzau givet klart udtryk for, at Bratusek "er færdig" og vil blive stemt ned på mødet, mens de øvrige problematiske kandidater ser ud til at gå igennem. Et par stykker dog med lidt ændrede jobbeskrivelser.

Der var skepsis over for Bratusek allerede inden hendes godkendelseshøring i mandags, blandt andet fordi hun lige nåede at indstille sig selv til jobbet, inden hun tidligere i år blev væltet som partiformand og derpå måtte trække sig som premierminister.

Men der var også hovedrysten og dybe suk fra store dele af salen under hendes høring i mandags, hvor Bratusek gav undvigende svar og viste sig at være dårligt inde i de sager, hun vil skulle arbejde med som kommissær.

Tirsdag var der stærke rygter blandt de øvrige grupper i Europaparlamentet om, at den slovenske europaparlamentariker Tanja Fajon, der tilhører S&D-gruppen af socialister og socialdemokrater, ville være den mest sandsynlige afløser for Bratusek. Dog næppe med samme vægtige post.

Men det synes klart, at Bratuseks egen Alde-gruppe vil kæmpe for at bevare næstformandsposten på Aldes hænder, hvis Bratusek ryger. Formentlig ved at foreslå den nuværende slovenske vicepremierminister, Violeta Bulc.

Europaparlamentet kan ikke formelt afvise enkeltkandidater til job i EU-Kommissionen. Men eftersom parlamentet skal stemme om kommissionen som helhed, er det set før, at parlamentet har tvunget en kommende kommissionsformand til at skifte ud på sit hold.

Kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker har ikke kommenteret den seneste halvanden uges stormfulde høringer i Europaparlamentet.

/ritzau/