Slukøret Hobro-anfører: Vi mangler det helt basale

Skrevet af admin

19/03/2016

Dagens topnyheder

Heller ikke forårets fjerde kamp i Alka Superligaen blev vendepunktet for Hobro IK, der lørdag tabte 0-2 hjemme til OB.

Og indsatsen var ikke opløftende for de trængte nordjyder, der mere og mere ligner en stensikker nedrykker.

- Det er ikke godkendt. Vi mangler de helt basale ting. Vi skaber ikke nogen chancer, og så er det jo også svært at vinde kampe, konstaterer Jonas Brix-Damborg, der i karantæneramte Mads Justesens fravær var anfører for Hobro i lørdagens kamp.

Midtbanespilleren erkender, at den svære start på foråret har sat sit præg på Hobro-truppen.

- Vi er ramt på selvtilliden. Vi kan ikke score mål, og vi kan heller ikke lukke af i den anden ende, men vi bliver nødt til at arbejde videre med de ting, vi arbejder med til dagligt. Det er den eneste vej fremad, siger Jonas Brix-Damborg.

Med nederlaget har Hobro kun samlet et enkelt point, siden Ove Pedersen trådte til som cheftræner i december.

- Man skal gøre sine ting ordentligt for at få point, og vi dummede os ved deres første mål, da vi spillede en bold op midt i banen i stedet for at spille den ude i siden. Den slags lærer vi forhåbentligt af, siger Ove Pedersen.

Træneren må også erkende, at Hobro endnu ikke har scoret et mål under hans ledelse.

- Vi er ikke gode nok på den sidste tredjedel af banen. I dag var det dog også en streg i regningen, at vi måtte undvære Mayron George, for han kunne have truet deres bagkæde, siger Ove Pedersen.

/ritzau/