Slut med åbne skadestuer næste år

Er anklen forvredet eller feberen høj, så ring først, så en læge eller sygeplejerske kan vurdere, om du har brug for behandling.

Åbne skadestuer, hvor patienterne kommer direkte fra gaden, er slut fra næste år.

Fra 2014 indfører alle landets skadestuer krav om, at patienterne skal ringe til vagtlægen eller en akuttelefon bemandet med sygeplejersker, inden de henvender sig på skadestuen.

- Regionerne har indgået en aftale med regeringen, som betyder, at man skal ringe først. I hovedstaden bliver det til vores akuttelefon, siger Kirsten Lee (R), formand for Akutudvalget i Region Hovedstaden.

Region Hovedstaden og Region Syd har ellers fastholdt, at patienterne kan komme uanmeldt. Men med den ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner ændres den ordning.

I de regioner, som allerede har indført kravet, viser erfaringen, at mange unødvendige behandlinger kan undgås ved at ringe først.

I Region Sjælland lykkes det ifølge næstformand i regionsrådet Jens Stenbæk (V) at dirigere omkring hver fjerde patient uden om regionens skadestuer.

- De bliver hjulpet på anden vis. Nogen kan nøjes med at blive beroliget over telefonen af sygeplejerskerne, mens andre henvises til behandling hos de praktiserende læger. Det betyder, at vi får taget presset af vores skadestuer, siger han.

Ved indførelsen af de nye regler for halvandet år siden var politikerne usikre på, om borgerne ville huske at ringe. En nylig opgørelse viser, at 90 procent af alle henvendelser i dag sker telefonisk.

I Region Midtjylland er erfaringerne knap så positive. En opgørelse i begyndelsen af 2012 viste, at 30 procent af patienterne mødte op uden at have ringet.

- Der vil altid være nogen, som møder uanmeldt. De bliver ikke afvist, men får efter endt behandling på en pæn måde at vide, at de skal huske at ringe næste gang, siger Moana Hjarnø Nielsen, projektleder i regionen.

/ritzau/

Dagens Gossip