Slut med at bestille ulovlige sodavand på nettet

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Miljøstyrelsen sætter en stopper for en række netbutikkers tilbud til deres kunder om at få leveret øl- og dåsesodavand lige til døren - vel at mærke uden at betale pant.

Dåserne kommer nemlig fra Tyskland, og hvis man bare bruger en selvstændig fragtmand, har man ikke skullet betale pant. Men det er i strid med både Miljøbeskyttelsesloven og Pantbekendtgørelsen, slår Miljøstyrelsen fast.

Afgørelsen glæder miljøminister Ida Auken (SF).

- Godt 8 ud af 10 pantmærkede dåser bliver afleveret. Vi har et unikt velfungerende pantsystem i Danmark, og det skal vi blive ved med.

- Derfor er det dybt problematisk, når nogle virksomheder undergraver det ved at spekulere i at omgå de danske pantregler, siger hun i en skriftlig kommentar.

Miljøstyrelsen skriver i dag til virksomheden bag hjemmesiden netpris.dk om fortolkningen af reglerne. Miljøstyrelsen vil også kontakte andre virksomheder, der på denne måde forsøger at omgå pantsystemet med nethandel af drikkevarer fra udlandet.

Virksomheden bag netpris.dk har nu to uger til at kommentere udkastet til indskærpelsen.

Miljøstyrelsens udkast til indskærpelsen betyder, at virksomhederne skal tilmelde sig det danske pantsystem, sådan at alle dåser, der bliver sendt til Danmark fremover, skal være pantmærket.

/ritzau/