Slut med at bruge formuer på børnesko: Her er skoen, som vokser fem størrelser

Skrevet af Ane Sørensen

17/04/2015

Dagens topnyheder

Det er et velkendt faktum, at børns fødder vokser rigtig hurtigt.

Men nu er der ifølge dailymail.com håb forude for de forældre, som har svært ved at finansiere de mange sko, deres børn har brug for.

Amerikanske Kenton Lee har lavet ‘The Shoe that Grows’, som har justerbare spænder og en strop over tæerne, der gør, at skoen kan vokse helt op til fem størrelser.

Idéen fik han, mens han arbejdede i Kenya og så børn løbe rundt barfodede eller i sko, der var adskillige størrelser for små til deres fødder.

Læs mere: Designer opfinder verdens første udskiftlige hæle

- Jeg tænkte; hvad, hvis vi havde et par sko, som man kunne justere, når fødderne voksede. På den måde ville de altid have sko, som passede dem. Jeg føler virkelig, at vi har skabt noget, der er utroligt, siger Kenton Lee.

Det kan være farligt for børn, hvis de ikke har mulighed for at gå i sko. Børnene risikerer at skære fødderne og i værste fald at få infektioner eller parasitter.

‘The Shoe that Grows’ skulle kunne holde i fem år. Et par sko koster omkring 200 kroner.

Kenton Lee samarbejder med organisationen Because International, som arbejder for at sende skoene til børnehjem i Afrika.

Følg Dagens Helte for flere lignende artikler: