Slut med genmodificerede afgrøder i Danmark

Firmaet Monsanto var i gang med at teste mulighederne for at producere forskellige genmodificerede afgrøder, men har nu droppet planerne. Det oplyser Brandon Mitchener, der er PR-ansvarlig for Monsantos i Europa.

»I Europa sælger Monsanto kun GMO-majs i tre lande. GMO-majs udgør under en procent af EUs dyrkning af majs på areal. Markforsøg er kun i gang i tre lande. Vi vil ikke bruge flere penge på at overbevise folk om at plante dem,« siger han til DR.

NaturErhvervsstyrelsen bekræfter, at genmodificerede afgrøder er fortid i Danmark.

»Lige for øjeblikket er der ingen forsøg med genmodificerede afgrøder i Danmark registreret hos NaturErhvervsstyrelsen,« siger Kristine Riskær, der er kontorchef i Frø og Planter hos styrelsen, til DR.

Men det kan der i princippet komme igen, hvis der indløber anmodninger om nye markforsøg på et tidspunkt, understreger Kristine Riskær.

Det håber man ikke på i Greenpeace, der i en årrække har kæmpet mod GMO-afgrøderne. Miljøorganisationen kalder det »dejligt og så absolut på tide«, at de genmodificerede afgrøder bogstavelig talt bliver revet op af den danske jord.

»I USA og Sydamerika har GMO medført store problemer med gift i vandet. Derfor regnende vi heller ikke med, at det ville blive udbredt her i Danmark og Europa generelt,« siger Greenpeaces GMO-medarbejder i Norden, Dan Belusa, til DR.

Landbrug & Fødevarer mener, at dansk landbrug kommer til at stå dårligere i kampen om at sikre fremtidens fødevarer.

»Der er et globalt kapløb om at producere de bedste og mindst miljøskadelige afgrøder, og derfor er det et tab af konkurrenceevne, når danske landmænd ikke får mulighed for at dyrke genmodificerede afgrøder,« siger Bruno Sander, der er chefkonsulent med speciale i GMO hos Landbrug & Fødevarer.

Dagens Gossip

Dagens TV