Slut med gensplejsede grøntsager i dansk jord

Der kommer ikke til at vokse genmodificerede majs eller sukkerroer i den danske muld længere - i hvert fald ikke lige med det samme.

Den amerikanske kemivirksomhed Monsanto, som er verdens førende producent af gensplejsede grøntsager, eller gmo-afgrøder, stopper nemlig deres forsøg i Danmark.

Det vækker stor glæde i Greenpeace, som kalder afslutningen af forsøgene for længe ventet.

- Monsanto har været meget aggressive med at forsøge få indført gmo i naturen i Europa, og vi har lige så lang tid prøvet at forhindre, at det blev udsat i naturen, siger gmo-medarbejder hos Greenpeace Dan Belusa og fortsætter:

- Så det er meget glædeligt og for en gangs skyld en god beslutning fra Monsantos side.

Det er ikke kun en god nyhed for naturen, men også for landbruget, mener han.

- Det, man har mistet, er nok et af de mest unødvendige redskaber, siger Dan Belusa, som kalder gensplejsningsteknologien for et levn fra 1990'erne på lige fod med VHS-båndet.

- Resultaterne har ikke alene været utilfredsstillende fra både miljø-, forbruger- og landbrugsperspektiv, det er også blevet overgået af langt bedre teknologier, siger han.

I Enhedslisten håber man på, at der nu vil blive banet vej for et decideret forbud mod dyrkning af gensplejsede afgrøder på dansk jord.

- Det er helt oplagt at udnytte situationen til at forbyde dyrkning af gmo-afgrøder i Danmark, udtaler Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- På den måde kan Danmark markedsføres som et land, hvor man udvikler dyrkningsmetoder og frø, som er garanteret FMO-fri og give økologien langt bedre muligheder.

Ifølge DR har Monsanto også opgivet gmo-forsøg i langt det meste af Europa. Kun i Spanien, Portugal og Tjekkiet vil der fortsat blive lavet forsøg.

/ritzau/

Dagens Gossip