Slut med ligabold - VHK’s bedste herrehold i 2. division

Viborg HK har efter længere tids overvejelser valgt at trække sig fra herreligaen i den kommende sæson. Der har været andre muligheder i spil, men det er ikke lykkedes at finde en løsning, som kunne fastholde ligaholdet på et forsvarligt økonomisk grundlag. I stedet rykker Viborg HK’s bedste herrehold nu ned i 2. division, hvor det bliver 58-årige Lars Friis Hansen, som skal være ny cheftræner. Han skal samtidig stå i spidsen for klubbens U18-drenge.

»Det bliver en fantastisk spændende opgave. Jeg har altid prøvet at have øje for de unge talenter på de hold, som jeg har trænet, selv om kampene selvfølgelig skulle vindes. Jeg har allerede været i gang med at træne U18-holdet i tre uger, og det er fascinerende at møde 28 drenge, som bare er klar til træne. Og der er fantastisk mange dygtige unge spillere i Viborg HK,« siger Lars Friis Hansen til folkebladet.

Det er en særdeles erfaren herre, som nu vender tilbage til VHK, hvor han i perioden 1995-1998 var træner for dameholdet. Lars Friis Hansen har trænet hold i den bedste danske række på både dame- og herresiden, og desuden har han haft ansvaret for flere udenlandske klubhold samt herrelandsholdet i både Kuwait og Saudi-Arabien. Men på trods af, at Lars Friis Hansen har mange store trænerjobs på cv’et, så kommer han med masser af motivation i forhold til sit nye job. Og selv om konkurrencen om at få fat i de store talenter er stor, så tror han på, at VHK kan tiltrække mange spillere med stort potentiale.

»Der er allerede et godt træningsmiljø i VHK, og vi skal skal have gjort klubben til et endnu mere attraktivt sted at prøve sig af som ung spiller - samtidig med at man kan få en god uddannelse. Med de faciliteter, som er i VHK, er der ikke mange, som kan matche os, og de store klubber sætter jo flere af deres unge spilere på græs andre steder. Det kunne være hos os,« siger Lars Friis Hansen.

Og skal man så forvente, at VHK rykker op i 1. division med det samme? Ikke nødvendigvis ifølge Lars Friis Hansen.

»Det kunne være fedt, hvis vi klarer det, men målet er at skabe det rigtige træningsmiljø, og så skal resultaterne nok komme. Vi har Jørgen Gluver som fysisk træner, og vi har ernæringseksperter og personlige vejledere tilknyttet holdet,« siger Lars Friis Hansen, som fortæller, at det er meningen, at 2. divisionsholdet og U18-holdet skal træne sammen i hverdagen.

Inden det blev besluttet at rykke VHK’s bedste herrehold ned i 2. division, var klubben meget langt i dialogen med præsidenten for det brasilianske håndboldforbund, der så VHK som den ideelle rugekasse for en række af landets spillere frem mod OL i Rio i 2016. Men det var ikke praktisk muligt at få spillerne på plads i Viborg før i begyndelsen af 2014.

»Det er ærgerligt, at det ikke lykkedes at få projektet på plads, men vi er simpelthen løbet tør for tid. Det vil ikke være fair for de øvrige klubber eller vores egne spillere at gennemføre en halvsæson, hvor vi ikke vil kunne stille med en trup, der tilnærmelsesvis kan være konkurrencedygtig. Derfor har vi besluttet at starte forfra i 2. division, hvor vi ser en spændende udfordring i at bygge et helt nyt koncept op omkring herrehåndbolden. Vi vil meget gerne bidrage til talentudviklingen i dansk herrehåndbold, sådan som vi også tidligere har gjort med stor succes, og vores håb er, at det på sigt vil kunne ske fra 1. division,« siger Viborg HK’s direktør, Peter Cassøe i en pressemeddelelse fra klubben.

Dagens Gossip

Dagens TV