Slut med samba: Københavns karneval lukker

Det traditionsrige pinsekarneval i København, Copenhagen Carnival, lukker med øjeblikkelig virkning, skriver Politiken.dk.

Årsagen er for lidt kommunal støtte og "uklare præmisser" for at opnå den, siger arrangørerne.

- Karnevallet er en folkefest, men det er samtidig også en bekostelig affære at afholde et så stort arrangement, og derfor må vi desværre erkende, at den økonomiske støtte fra Københavns Kommune på 202.000 kroner, som vi er blevet bevilget til at lave næste års karneval for, ikke tilnærmelsesvist står mål med de udgifter på flere millioner kroner, som det koster at drive en så stor begivenhed på en forsvarlig måde, siger direktør for karnevallet, Morten Sørensen i en pressemeddelelse.

Dermed er det slut med sambarytmer, trommeinferno, farvestrålende kostumer, sminkede børn og letpåklædte kvinder, som ellers hvert år til pinse indtager Strøget og Fælledparken.

Sekretariatet, der har stået for planlægningen af Copenhagen Carnival, har valgt at trække sig, og den afgående direktør retter en bredside mod politikerne i København, skriver Politiken.dk.

- Vi kan se vores direkte konkurrenter få mange gange mere i støtte end os, også selv om nogen af dem er meget mindre, og nogen af dem tydeligvis har besvær med at afvikle store arrangementer. Det er trist, at byens politikere ikke er mere positive over for denne internationale kulturfest for alle, en tradition, der nu må lukke, siger Morten Sørensen.

/ritzau/

Dagens Gossip