Slut for Mukupa i tårevædet Vild med dans

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

Der var slowfox, wienervals, samba og cha cha cha på programmet for de syv tilbageværende par i Vild med dans "Knæk Cancer" fredag aften.

Og for Karen Mukupa blev cha cha cha'en den sidste dans.

Efter en omdans mod John Faxe og Karina Frimodt, stod det klart, at det er slut for Miss Mukupa.

Sangerinden havde ellers sat håret op til narrestreger som en anden Minnie Mouse, da hun gik på gulvet i en cha cha cha med partneren Michael Olesen. Den sprælske sangerinde hungrede efter at blive løftet op i parrets koreografi, og hun sluttede da også dansen hængende på hovedet, men uden held.

Eventyret i Vild med dans sluttede denne fredag.

Men følelserne hang også udenpå tøjet for flere andre par i aftenens løb.

"Team Glad", også kendt som Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen, mødtes i en slowfox, akkompagneret af Lis Sørensen, der sang sin "Stille før storm". Både Ena Spottag og Thomers Evers havde tårer i øjnene, da nummeret sluttede. Jens Werner kaldte præstationen parrets bedste standarddans, og dommerne kvitterede med 31 point - aftenens højeste pointtal.

I anledning af "Knæk Cancer"-udsendelsen mindedes James Sampson sin onkel, som døde af kræft. Sampson giver onklen æren for, at han opdagede musikken, og minderne kombineret med en følsom Wienervals gjorde, at Sampson kæmpede med tårerne både foran dommerne og ude bagved hos Claus Elming. Parret høstede 29 point.

Søs Egelind fik kræft første gang for ti år siden, og efter at have kæmpet sig igennem det første sygdomsforløb, blev hun ramt igen - denne anden gang af galopperende modermærkekræft.

- Men så tog jeg den også, sagde den ukuelige Søs Egelind.

Efter den voldsomme sygdom er skuespillerinden i dag rask, og fredag svingede hun stængerne i en wienervals med partneren Mads Vad.

Seks par er klar næste fredag til endnu en omgang Vild med dans.

/ritzau/FOKUS