Slutspil rummer mere end sportslig jackpot

Skrevet af admin

23/02/2016

Mest læste i dag

Otte ud af ti ishockeyklubber i Metal Ligaen når slutspillet. De fleste af dem kalkulerer også med det i budgettet.

For to klubber står der derfor endnu mere end det sportslige håb om et danmarksmesterskab på spil, når det yderste slutspilsmandat skal tildeles enten Gentofte Stars eller Aalborg Pirates.

Tirsdag aften mødes ligaens nummer otte og ni i Gentofte Skøjtehal. Hjemmeholdet er fire point efter de nordjyske pirater. Gentofte har dog tre kampe tilbage af grundspillet, mens Aalborg kun har to.

En sejr til Aalborg sikrer, at klubben når slutspillet og tjener minimum en kvart million kroner til et af ligaens mindre spillerbudgetter gennem øgede sponsorindtægter og billetsalg.

- Det kan være med til at starte en positiv økonomisk udvikling, for det er utrolig attraktivt at være med i slutspillet.

- Afhængig af hvem vi møder i slutspillet, så betyder det for en klub som vores en minimumsgevinst på mellem 250.000 og 500.000 kroner, siger Thomas Bjuring, administrerende direktør i Aalborg Pirates.

Jo længere en klub når, desto flere penge kommer der i kassen. For at blive mindre afhængig af sportslige resultater blev budgettet i Aalborg kraftigt barberet ned i sidste sæson.

- Man kan godt tale om, at vi lavede en forsikring sidste år for ikke at gamble med klubbens eksistens, siger Thomas Bjuring.

Gentofte, der er i gang med sin blot anden ligasæson, kan også få fyldt kroner i kassen med klubbens første slutspil.

Selv om det vil pynte i budgettet, så er det afgørende at holde fokus på den sportslige værdi, siger Gentoftes cheftræner, Karsten Arvidsen.

- Det sportslige skal overskygge det økonomiske. Det er jo på banen, vi gerne vil vinde, og kommer vi først i slutspillet, må vi ikke undervurderes. Det har vist sig gennem sæsonen, at alle slår hinanden i ligaen, siger cheftræneren.

Odense Bulldogs har været slutspilsklar i flere uger. Til gengæld missede klubben slutspillet i både foråret 2010 og 2011. Klubben mærkede de manglende indtægter, men blev reddet af et overraskende DM-sølv året efter.

- Jeg har ladet mig fortælle, at hvis man ikke fuldstændig uventet var gået i finalen i 2011/2012-sæsonen, så havde det set rigtigt svært ud for selskabet, siger Odense Bulldogs kommercielle chef, Kristoffer Jørgensen, der ikke selv var ansat i klubben dengang.

- Vi kalkulerer med slutspil nu, og havde vi misset i år, så ville det give nogle kæmpe store udfordringer, siger Odense-chefen.

I store dele af sæsonen har Aalborg været nummer ni i ligaen, men det unge hold har siden løftet sig sportsligt. Hockeyfeberen har ramt byen, og interessen for tirsdagens skæbnekamp er stor.

- Der er ingen tvivl om, der er bygget en stemning op om den Gentofte-kamp. Jeg har også en fornemmelse af, at der er flere folk, som tager fri fra arbejde for at komme over og se kampen, siger Aalborg-direktør Thomas Bjuring.

Vigtigheden af kampen skinner også igennem hos den sjællandske modstander.

- Man kan sige, at vores slutspil allerede er i gang, siger Karsten Arvidsen.

Kampen mellem Gentofte og Aalborg går i gang tirsdag klokken 19.

/ritzau/