Slutspurt i forligsen kan være godt for pressede LO'ere

Skrevet af admin

13/03/2014

Mest læste i dag

Op mod 40.000 lønmodtagere under LO kan blive omfattet af det kompromis om løn og arbejdsforhold for de kommende år, som LO og arbejdsgiverne i DA forhandler i Forligsinstitutionen i de kommende dage.

Og det kan vise sig at være en fordel for nogle af lønmodtagerne, at forligsmanden får det sidste ord, vurderer Christian Lyhne Ibsen, adjunkt ved forskningscentret for arbejdsmarkedsstudier på Københavns Universitet, FAOS.

- Det kommer helt an på, hvordan forhandlingssituationen har været på de områder, som ikke har kunnet blive enige selv, siger Christian Lyhne Ibsen.

- Men det er klart, at hvis arbejdsgiverne har været i offensiven på et område, så vil det måske være lønmodtagerne, som har mest fordel af at blive fanget af en mæglingsskitse, tilføjer han.

Parterne er samlet i Forligsinstitutionen torsdag eftermiddag for at starte forhandlinger om det mæglingsforslag, som skal tegne løn- og arbejdsforhold for områder, hvor parterne ikke selv har kunnet blive enige.

De største grupper, som ventes at blive omfattet af mæglingsforslaget, er slagteriarbejdere, malere, VVS'ere og teknikere.

Christian Lyhne Ibsen peger på, at det for eksempel kan tænkes, at slagteriarbejderne får et bedre resultat ud af mæglingsskitsen, end de ville have fået ud af at fortsætte forhandlingerne med arbejdsgiverne.

- Hos slagterierne er arbejdsgiverne i offensiven og prøver at få ændret overenskomsten til deres fordel, hvor forbundet NNF er lidt i defensiven.

- Der vil slagteriarbejderne nok drage mest fordel af en mæglingsskitse, fordi den viderefører det, de havde, sammen med hovedpunkterne i industriforliget, siger Christian Lyhne Ibsen.

Det ventes, at LO og DA kan nå frem til et mæglingsforslag hen over weekenden. Forslaget skal herefter til afstemning blandt fagforbundets medlemmer.

I alt skal cirka en halv million privatansatte lønmodtagere under LO have fornyet overenskomster. Indtil nu er omkring 90 procent af overenskomsterne i hus.

/ritzau/