Slutspurt: Politikerne kæmper om stemmer til det sidste

Skrevet af admin

18/06/2015
Polfoto

Dagens topnyheder

Meget kan man beskylde politikere for, men i løbet af valgkampen og helt indtil det allersidste ligger de i hvert fald ikke på den lade side.

I kampen om vælgernes gunst vil folketingskandidaterne også torsdag være på danske gader og stræder for at gøre opmærksom på sig selv og forsøge at fiske de sidste stemmer, der kan vise sig at blive afgørende i et af de mest tætte valg i nyere tid.

De to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), begynder begge dagen på Københavns Hovedbanegård, hvor de sidste roser og pamfletter deles ud.

Bagefter smutter Thorning i Go' Morgen Danmark på TV2, mens Løkke tager til morgenmad hos Venstres Ungdom og i øvrigt ikke har tv-optrædener på programmet.

Begge kandidater afgiver deres stemme kort før frokosttid, inden de igen skal trykke hånd med og uddele valgmateriale til vælgere.

I det hele taget må man nok acceptere, at det bliver vanskeligt at undgå valgsnak torsdag. Både i papiraviserne og på deres netversioner dukker politiske ansigter og budskaber op.

Venstre har blandt andet valgt at indsætte en annonce med et åbent brev til de danske vælgere i flere af de store aviser.

Overskriften på brevet er: "Nogle har skræmmekampagner - Venstre har en plan for Danmark". I Ekstra Bladet gentager Venstre et budskab fra valgkampen om, at regeringen har lempet udlændingepolitikken 31 gange.

Imens har Socialdemokraterne blandt andet i Jyllands-Posten indrykket en dobbeltsidet annonce med overskriften "Stærk økonomi og bredt samarbejde" trykt på et billede af finansminister Bjarne Corydon (S) og Helle Thorning-Schmidt.

De er flankeret af en tabel, der henviser til en rundspørge blandt økonomer, hvor et flertal vurderer Thornings økonomiske politik positivt, mens færre af dem ser det geniale i Løkkes økonomiske politik.

Valglokalerne åbner klokken 9.00 og lukker klokken 20.00.

/ritzau/