Små børn får farlig kemi ind med brystmælken

Skrevet af admin

21/08/2015

Mest læste i dag

Modermælk overfører ikke kun livsvigtig næring, men også fluorkemikalier, som gennem årene er ophobet i mor, flyder direkte over i barnet via mælken.

Det konkluderer et nyt dansk studie, der blev offentliggjort sent torsdag aften i det ansete Environmental Sciences and Technology ifølge Politiken.

Forskerholdet med Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Harvard University og Syddansk Universitet, i spidsen kan for første gang påvise en direkte sammenhæng mellem amningens længde og ophobningen af forskellige potentielt skadelige fluorstoffer i spædbarnet.

Fluorstoffer stammer fra imprægnerede tekstiler, madpapir, pizzabakker og regntøj, så de bliver vand- og smudsafvisende. Husstøv og fisk er også kilde til stofferne. Fluorstoffer skal ikke forveksles med fluorid i tandpasta, som ofte blot kaldes fluor.

De undersøgte børns indhold af fluorstoffer i blodet steg med op til 30 procent hver måned, de blev ammet, viser studiet.

- Vi ved ikke præcis, hvor stor sundhedsrisikoen er, men stofferne udskilles meget, meget langsomt fra kroppen, så vi skal tage det meget seriøst. Særligt små børn er sårbare, siger professor Philippe Grandjean til Politiken.

Befolkningsundersøgelser har vist sammenhæng mellem udsættelse for fluorstoffer i fostertilværelsen og forringet effekt af børnevacciner i børn, nedsat fødselsvægt og forøget abortrisiko.

Sundhedsstyrelsen ansvarlige på ammeområdet, Annette Poulsen, har holdt møde med Philippe Grandjean, der rådgiver styrelsen om miljøgifte, og dens faglige rådgiver for amning, professor Kim Fleischer Michaelsen, om studiets resultater.

- Fluorstofferne påvirker os nu og i de kommende generationer. Derfor tager vi resultatet meget alvorligt, og som samfund skal vi være bekymrede. Det er vigtigt at få reduceret eksponeringen for stofferne i det omgivende miljø, og det er en opgave for flere myndigheder, siger Annette Poulsen til Politiken.

Alligevel vil Sundhedsstyrelsen ikke på baggrund af undersøgelsen ændre dens anbefaling om fuld amning til omkring seks måneder:

Faglig rådgiver for Sundhedsstyrelsen om spædbørnsernæring professor Kim Fleischer Michaelsen fraråder, at kvinder ophører amning på grund af studiet:

- Jeg må kraftigt understrege, at der endnu ikke er stærke videnskabelige beviser for, at miljøgiftene, herunder fluorstoffer, i modermælk skader børnene.

- Man kan ikke udelukke, at der er sådanne effekter, men det er ikke sandsynligt, at de overstiger de positive effekter ved amning, siger han til Politiken.

/ritzau/