Små børn får lov til selv at tænde ild

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

Når lyset i juledekorationen skal tændes, giver mange forældre de yngste i familien lov til at føre tændstikken eller lighteren.

Hvert ottende barn på mellem tre og fem år får lov til selv at håndtere ilden. Det samme gælder for hvert tredje barn i seks- til niårs alderen, viser en ny undersøgelse fra Børneulykkesfonden.

De tændte stearinlys er en hyppig årsag til brand i juletiden, og derfor skal man ifølge Københavns Brandvæsen være ekstra opmærksom på julens brandfarer, hvor børn kan være involveret.

- Det er fint, at børn lærer at håndtere en lighter, men de skal også lære, at der skal være en voksen til stede, når de tænder et stearinlys, siger brandinspektør Marcello Francati.

- Unger er jo ikke dumme, de kan sagtens finde ud af at betjene en lighter, så i virkeligheden er det en dårlig idé at nægte dem det, siger han og kommer et par råd:

- Fortæl dem hvad det er, at de kan lave ildebrand, og at det er farligt. De skal have et forhold til det - ikke et forbud imod det.

Københavns Brandvæsen er flere gange rykket ud til alvorlige brande, hvor børn er kommet til at starte ilden. Eksempelvis udbrændte en lejligheds børneværelse og stue, efter at en fireårig dreng havde været alene med en lighter på sit værelse.

Børneulykkesfonden opfordrer på baggrund af undersøgelsen også forældre til at tage en snak med deres børn om, at det er okay at være fascineret af ild, men at det kun må ske sammen med voksne.

Undersøgelsen er foretaget af YouGov på vegne af Børneulykkesfonden. I alt er 1022 forældre blevet spurgt.

/ritzau/