Små finansfinter skaffer SAS frisk kapital

Dagens første meddelelse handlede om et obligationssalg, der blandt andet skal bruges til at betale af på kortfristet gæld. Dagens anden handlede om, at SAS har solgt seks Boeing 737-fly, som selskabet så leaser tilbage. Sidstnævnte finte betyder, at SAS kan hælde 430 millioner kroner i pengekassen.

At SAS sælger ud for så at leje tilbage, er ikke nødvendigvis en god forretning i sidste ende. Derfor mener Sydbank-analytikeren Jacob Pedersen da også, at man skal se på dagens meddelelser som et vidnesbyrd om, hvor det fællesskandinaviske luftfartsselskab er i dag.

»Hvis man skal tolke på det, så viser det jo, at SAS stadig er i en situation, hvor man - for at opretholde et fornuftigt finansielt beredskab - er nødt til at have den gæld erstattet af noget andet. SAS nedbringer gælden ved at sælge fly og så lease dem tilbage, men det er ikke nødvendigvis noget, der over en femårig horisont gør noget for de forpligtelser, SAS har. Men det er med til at lette tingene her og nu,« siger senioranalytikeren til Berlingske Business og tilføjer:

»Det er med til at tegne et billede af et selskab, som stadigvæk arbejder hårdt på at opretholde et fornuftigt finansielt beredskab - men også af et selskab, der er i stand til det.«

Med onsdagens meddelelser kan man altså notere sig, at SAS er et selskab i drift, der stadig magter at foretage finansielle træk, som kan opfylde de behov, der opstår i driften. Omvendt kan man også tolke det til, at SAS er et selskab, der ikke bare kan møde op i banken og forlade den igen en halv time senere med en pose penge i hånden.

Jacob Pedersen mener, man må sige, at det er godt for SAS, at det kan lade sig gøre at skaffe likvider på anden vis.

»I og for sig ændrer det ikke ved konklusionen om, at det her er et selskab, hvor bankerne har sagt stop, men hvor selskabet alligevel har mulighed for at manøvrere, så det kan opretholde et fornuftigt finansielt grundlag,« siger han.

Ifølge branchesitet Check-in bør SAS' kapitalberedskab nu være oppe på omtrent 3,2 milliarder kroner. Det er mærkbart højere end de 2,6 milliarder kroner, SAS i præsentationen af 4ExcellenceNG fortalte, det ville gå efter at skaffe.

Dagens Gossip