Små havne i Hobro og Kongsdal skal nu terrorsikres

Det er Mariagerfjord Kommune, der vil terrorsikre de to havne, og det vil koste skatteyderne omkring 750.000 kroner.

Det er finurlige EU-regler, der siger at havneområder skal sikres mod angreb fra terrorister, og det gælder altså også i Hobro og Kongsdal.

Derfor skal der nu sættes hegn op omkring industrihavnen, der skal videoovervågning til, og i Hobro skal hvert eneste fragtskib udsættes for kontrol.

Shippingmand Jens Kristensen fra Hobro er ked af beslutningen.

Han siger til Nordjyske, at det vil udløse en kontroludgift på 1.000 kroner til hvert fragtskib der kommer til kajen i Hobro, og han mener det vil forringe havnens konkurrenceevne i forhold til Aalborg og Aarhus.

Beslutningen om terrorsikringen er taget af Mariagerfjord Kommunes teknik- og miljøudvalg, og det endda selvom udvalgsformand Preben Christensen (S) ikke er bange for et terrorangreb.

- Men regler er regler, og der er ingen vej udenom. Man må sige, at Osama Bin Laden ikke har levet forgæves, siger han til avisen.

Dagens Gossip