Små prisstigninger giver mere i lønposen

Lønningerne i den private sektor overhaler nu prisstigningerne generelt. Og fordi den årlige stigning i inflationen lå helt nede på 0,9 procent i maj, er der tale om en reallønsfremgang.

I den private sektor steg lønnen samlet set 1,3 procent fra andet kvartal 2012 til andet kvartal 2013, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Reallønsfremgangen betyder, at de ansatte i den private sektor får flere penge mellem hænderne, og fremgangen kan derfor påvirke det private forbrug positivt, siger Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Han mener, at fremgangen i reallønnen også kan være medvirkende årsag til den seneste tids humørstigning hos forbrugerne, hvor købelysten er kommet en smule op i gear.

Men Peter Bojsen Jakobsen påpeger, at selvom reallønsfremgangen måske kan afværge vinterdepressionen hos de privatansatte, holder den ikke vinteren varm.

- Fremgangen i reallønnen er fortsat beskeden, og de offentligt ansatte oplever ligefrem en tilbagegang i reallønnen, siger makroøkonomen.

- Dagens tal forlænger således sommeren for dele af Danmark, mens andre nok må indse, at det også i år bliver vinter, siger han.

Tal fra statistikbanken viser, at de statsansatte havde en årlig lønfremgang på 0,5 procent i årets andet kvartal, mens årsstigningen kun var på 0,3 procent for ansatte i kommuner og regioner samlet set.

/ritzau/

Dagens Gossip