Små Vestas-aktionærer: Glæde og bekymring over japansk indflydelse

De små, danske aktionærer i Vestas er både glade for og betænkelige ved, at et af Japans største industrikonglomerater får en fod inden for i den danske vindmøllegigant: Pengene er gode nok, men hvor meget indflydelse vil japanerne med tiden få?

Bekymringen fremgår af nyhedsbrevet til medlemmerne af foreningen Vestas Shareholders, efter det fredag blev annonceret, at Mitsubishi skyder penge i et joint venture med Vestas for at færdigudvikle og markedsføre V164, som skal være verdens største havvindmølle med en kapacitet på 8 megawatt.

»Vi er tilfredse med, at de nødvendige ressourcer til færdiggørelse og markedsføring af V164-8.0 MW-møllen, som p.t. bliver verdens største havvindmølle, nu eksisterer, og at der er tale om en økonomisk stærk samarbejdspartner, og vi er tilfredse med det store salgspotentiale, samarbejdet kan medføre, men vi er betænkelige ved aftalen om den fremtidige hensigt med ændringen af ejerskabsfordelingen,« skriver foreningen for de små Vestas-aktionærer.

Vestas skyder sine patenter på møllen ind i det fælles selskab, mens Mitsubishi i første omgang bidrager med 100 millioner euro og senere yderligere 200 millioner euro til gengæld for halvdelen af det nye selskab. Japanerne kan derefter øge ejerandelen til 51 procent, og det kræver ikke en vedtagelse på generalforsamlingen i Vestas, som de små aktionærer noterer.

»Vi anser det for meget positivt, at samarbejdet ifølge det oplyste ikke medfører, at Mitsubishi Heavy Industries indtræder som direkte aktionær i Vestas Wind System via f.eks. en kapitaludvidelse eller en ret til fremtidig kapitaludvidelse i Vestas, som ville have udvandet de nuværende aktionærers værdier. Det er et vigtigt formål for Foreningen Vestas Shareholders at arbejde for flest mulige danske aktionærer,« hedder det i nyhedsbrevet.

Vestas-aktien lukkede fredag med en stigning på 4,5 procent oven på nyheden om det dansk-japanske samarbejde. Aktierne i Vestas er i år steget 336 procent - men aktiekursen er stadig halveret i forhold til for lidt over tre år siden.

På markedet for havvindmøller er tyske Siemens Wind Power verdens største med over halvdelen af markedet, mens Vestas sidder på lidt over en fjerdedel. Siemens Wind købte vindmølleproducenten Bonus Energy i Brande i 2004 og beskæftiger omkring 5.000 mennesker i Danmark. 

Dagens Gossip

Dagens TV