Småbiler får bilsalget til at eksplodere

Danskerne er vilde med de små og benzinøkonomiske biler. De står for størstedelen af et bilsalg, som i juni gik frem med 19,2 procent i forhold til den tilsvarende måned i fjor.Det betyder, at det samlede salg i første halvår af 2013 steg med 9 procent i forhold til det tilsvarende halvår i 2012, og dermed er bilslaget på vej mod at slå rekord for tredje år i træk.

"De private forbrugere er fortsat med til at trække markedet frem og over de seneste måneder er erhvervssalgetaf nye personbiler ligeledes vokset. Samlet set har vi dermed for alvor fået sat gang i udskiftning af den forholdsvist bedagede danske bilpark, til glæde for både bilisterne og miljøet," siger Tejs Laustsen Jensen, chefkonsulent hos De Danske Bilimportører.

Han regner med, at udviklingen i priserne vil sikre, at udviklingen fortsætter resten af året.

"Langt flere danskere har mulighed for at dække deres transportbehov ved at købe en ny bil fremfor en brugt. Dermed får de glæde af de fordele omkring brændstoføkonomi, garanti og sikkerhed, som følger med købet af en ny bil. Der er ikke tegn på, at disse forhold for alvor vil ændre sig i andet halvår, og vi forventer derfor også, at markedet vil udvikle sig stabilt i resten af året," siger Tejs Laustsen Jensen.

Der blev også solgt flere varebiler - men salget vokser ikke så hurtigt som personbilsalget. Efter et kraftigt fald i maj gik salget frem med 10 procent sammenlignet med samme måned sidste år, men det samlede salg i årets første 6 måneder endte 2,4 procent under niveauet i samme periode i 2012.

I alt blev der indregistreret 17.550 nye personbiler i juni, og økonom Las Olsen fra Danske Bank oplyser, at bilsalget har været en god indikator for udviklingen i det samlede privatforbrug.

"En ny bil har længe været omtrent den yderste luksus i Danmark og noget, man kun købte, når man for alvor havde luft i økonomien og tro på fremtiden. Men Siden 2010 har vi faktisk haft et højt bilsalg og et svagt privatforbrug på samme tid. Det skyldes, at nye biler er blevet billigere, modellerne mindre, benzinøkonomien i dem bedre, benzinprisen højere og renten lavere. Derfor er det også kun målt i styks, at bilsalget er tilbage på samme niveau som før krisen. Målt i kroner er det formentlig stadig omkring ti procent lavere," konstaterer han.

Dagens Gossip