Småkagekonflikt får forbund til at sænke VM-målsætning

Skrevet af admin

21/04/2015

Dagens topnyheder

Badminton Danmark tror ikke længere på, at det kan lykkes landsholdet at vinde en VM-medalje ved det forestående Sudirman Cup.

Den oprindelige medaljemålsætning er ændret til "at gå videre fra gruppespillet", efter at forbundet i sidste uge opsagde samarbejdet med fem stjernespillere på grund af en sponsorkonflikt.

Konflikten betyder, at profilerne Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen ikke længere er en del af landsholdet.

I stedet for de fem badmintonstjerner har landstræner Lars Uhre efterudtaget Anders Skaarup Rasmussen, Kim Astrup Sørensen, Mathias Christiansen, Sara Thygesen, Lena Grebak og Maria Helsbøl til turneringen i Kina.

- Det er en god blanding af rutinerede og unge spillere på vej frem, der rejser af sted for at spille Sudirman Cup, siger Lars Uhre i en pressemeddelelse.

- Tidligere var vores ambition en medalje, men nu er vores mål i første omgang at gå videre fra gruppespillet, og det tror jeg bestemt er muligt.

- Næste generation af spillere tæller flere spillere med høje placeringer på verdensranglisten og ambitiøse unge spillere, der opnår god erfaring ved at være med, siger landstræneren.

Danmark er havnet i gruppe med England og Indonesien. De to bedste hold avancerer til kvartfinalen.

Sudirman Cup spilles fra 10.-17. maj i Kina.

/ritzau/