Småskadet Robin Olsen meldes klar til Atlético-brag

Skrevet af admin

03/11/2014

Mest læste i dag

Den dansk-svenske fodboldmålmand Robin Olsen er efter alt at dømme med, når Malmö FF tirsdag aften har besøg af de spanske mestre Atlético Madrid i Champions League.

Olsen fik ellers en forstrækning i låret, da den skånske klub i lørdags mødte Åtvidaberg i sæsonens sidste kamp i Allsvenskan, og da målmanden måtte lade sig udskifte efter 56 minutters spil, stod det klart, at hans deltagelse tirsdag aften var i fare.

- Hvis jeg bruger hvert minut, så håber jeg, at det kommer til at gå, sagde Robin Olsen til nyhedsbureauet TT søndag.

Mandag bekræfter holdets træner, Åge Hareide, at han regner med at have sin førstemålmand til rådighed til den svære opgave.

- Robin er okay. Vi får se i morgen (tirsdag, red.), om han kan tage udsparkene, siger Hareide ifølge TT på et pressemøde.

Der kan blive brug for en god sidste skanse for det svenske mesterhold. I den første kamp mod Atlético for to uger siden tabte Malmö med 0-5 i den spanske hovedstad.

Atlético Madrid topper Champions Leagues Gruppe A med seks point. Samme antal point har Olympiakos på andenpladsen, mens Juventus og Malmö FF begge er noteret for tre point efter de første tre kampe.

/ritzau/