Småskadet Simon Kjær: Måske dumt at spille mod Monaco

Landsholdets midterforsvarer Simon Kjær gik i weekenden på banen med en lyskeskade, da Lille mødte Monaco i den franske liga.

Kampen gjorde ikke noget godt for danskeren, der mandag mødte op i landsholdslejren forud for onsdagens testkamp mod Tyrkiet og weekendens EM-kvalifikationsåbner mod Armenien.

- Det var måske ikke det klogeste at spille mod Monaco, men nu havde vi andre skader på holdet, og det var helt umuligt, at de kunne spille.

- Så jeg tog en chance. Det var også vigtigt for os at få et godt resultat dernede, siger Simon Kjær om 1-1-kampen mod Monaco.

Midterforsvareren, der skal behandles i landsholdslejren, vil dog ikke melde afbud til onsdagens testkamp i Odense.

- Det er op til Morten Olsen. Hvis han vil spille med mig, så vil jeg gøre alt for at blive klar til det, siger Kjær, der også døjer med lidt hoftesmerter.

Hofteproblemerne er opstået på grund af lyskeskaden, som han fik i sidste uges Champions League-playoff mod Porto.

- Jeg fik et riv i musklen mod Porto og et igen mod Monaco, og hofteproblemerne skyldes så, at jeg kompenserer lidt med resten af kroppen. Så det hænger lidt sammen, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV