Smadret Lars Bak: Glad for det er forbi

17. etape i Tour de France er en af de lede. Når rytterne er vant til at køre etaper på over 200 kilometer, skulle man tro, at 32 kilometers enkeltstart var en halv hviledag. Men sådan oplevede Lars Bak (Lotto Belisol) ikke onsdagens enkeltstart.

- Jeg er sgu' bare glad for, at det er overstået. Det var hårdt, og jeg tror, at jeg ender på sidste side i resultatlisten i dag, siger han.

Lars Bak blev nummer 14 på Tourens første enkeltstart for en uge siden, men dagens etape rummer to bjerge, som ikke just er hans foretrukne. Til gengæld forventer han, at Jakob Fuglsang kommer til at klare sig godt.

- Jeg tror, at han kører en god enkeltstart. Den er teknisk, og han er god til sådan noget. Den er meget op og ned, og den kræver en god teknik nedad, siger Lars Bak.

I toppen af klassementet, forventer Lars Bak, at Froome igen tager tid fra sine konkurrenter, men dog ikke så meget fra Alberto Contador, som det var tilfældet på løbets første enkeltstart, hvor tidsforskellen på de to var lidt mere end to minutter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip