Smagsdommer-opgør er udeblevet: Stadig mange råd og nævn

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Regeringens bebudede opgør med de mange såkaldte statsautoriserede smagsdommere - og ikke mindst de borgerlige af slagsen - er indtil videre ikke blevet til noget.

En ny opgørelse fra finansminister Bjarne Corydon (S) afslører nemlig, at SRSF-regeringen har videreført 292 af den tidligere VK-regerings råd, nævn, udvalg, centre og såkaldte priser, skriver Information.

Selv har regeringen oprettet 55, nedlagt 65 og sammenlagt fire råd, nævn og udvalg i perioden siden valget i 2011.

Det sker på trods af, at regeringsgrundlaget lægger op til at kopiere daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) opgør med, hvad han i 2002 beskrev som et "sandt vildnis af statslige råd, nævn og institutioner", der var skudt op under SR-regeringen.

"Regeringen vil effektivisere ved at foretage en sanering i de mange råd, nævn, udvalg, politiske forskningsinitiativer, institutter mv., der er oprettet under den tidligere regering", står der i regeringsgrundlaget.

Socialdemokraterne og SF gik oprindeligt endnu længere i deres økonomiske plan "Fair Løsning 2020".

Her indregnede de to nuværende regeringspartier i alt en årlig besparelse på 100 millioner kroner, som skulle findes ved at fjerne "forskningsbevillinger, råd og nævn til borgerlige debattører".

I dag mener både venstre og højre side i Folketinget ifølge Information, at regeringen er stødt ind i det samme problem som Anders Fogh Rasmussen.

Nok nedlagde VK-regeringen i første omgang 130 råd, nævn og udvalg - hvoraf alene Miljøministeriet måtte vinke farvel til 30. Men siden opfandt den selv 88.

- Nu skal det selvfølgelig ikke være et spørgsmål, om man kan lide folk eller ej. Men der er bestemt for mange råd, nævn og udvalg. Og en del bruges til at legitimere regeringens politik, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen til Information.

/ritzau/