SmartGuy idømmes kæmpe bøde for spam

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Virksomheden SmartGuy er blevet idømt en bøde på 800.000 kroner for spam. En bøde i den størrelse er kun blevet givet én gang før. Det oplyser Forbrugerombudsmanden.

SmartGuy sælger blandt andet tøj og sko på nettet. Virksomheden idømmes bøden for at sende reklamer via sms og mail til personer uden deres samtykke.

Forbrugerombudsmanden skriver i en pressemeddelelse, at bødens størrelse blandt andet afspejler, at der er tale om næsten en kvart million sms-beskeder og 42 e-mails over fem kampagnebølger, og at SmartGuy efter de første reklamebølger blev gjort opmærksom på klager over beskederne.

- Kun én gang tidligere har en virksomhed vedtaget så stor en bøde i en sag om uanmodede reklamer. Det understreger sagens alvor. Den store bøde skyldes, at SmartGuy har sendt de ulovlige reklamer til et meget stort antal personer, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

DSB fik i 2010 en tilsvarende bøde på 800.000 kroner efter at have sendt 200.000 sms-beskeder uden modtagernes samtykke.

Forbrugerombudsmanden oplyser, at det i SmartGuys tilfælde er en formildende omstændighed, at virksomheden mente at have tilladelse til at sende sms-beskederne.

- Virksomheder skal være opmærksomme på, at et samtykke fra en person til at modtage reklamemails ikke gør, at de derved lovligt kan sende reklame på sms til personen. Det vil kræve et særskilt samtykke, siger Henrik Øe.

I april skiftede SmartGuy navn til Stylepit.

/ritzau/