Smed bliver Metals nye chefforhandler

Claus Jensen blive den nye topforhandler for næsten en kvart million lønmodtagere næste gang, der skal forhandles overenskomster hjem med DI.

Den 48-årige plade- og konstruktionssmed er blevet konstitueret formand for CO-Industri, hvor han afløser Thorkild E. Jensen, der efter ni år på posten træder tilbage.

Dermed er det post nummer to, som Claus Jensen overtager fra Thorkild E. Jensen. I sidste uge var det formandsposten i Dansk Metal, som Claus fik af Thorkild.

12. september blev Claus Jensen valgt som formand for Dansk Metal på en kongres i Aalborg.

Men selv om den nye formand ikke har lang tid i formandsstolen bag sig, begyndte hans faglige karriere allerede tilbage i 1982, da han blev ungdomsformand i Metal Odense.

Og siden er det gået slag i slag indtil han i 2003 blev ansat som faglig sekretær i forbundshuset i Dansk Metal i København. Den seneste post som næstformand varede fra 2009 og frem til valget som forbundsformand i sidste uge.

Claus Jensen er konstitueret formand frem til 1. oktober, hvor CO-Industris Centralledelse ventes at vælge ham som formand.

Dagens Gossip

Dagens TV