Smedegaard "twitter" på kinesisk

»Kære kolleger og kære venner på Sina Weibo. Det er meget spændende for mig at møde så mange af jer direkte her i dag. Det her er ny teknologi og en spændende måde at kommunikere direkte.«

Sådan indleder Mærsk-koncernens topchef, Nils Smedegaard Andersen en ny video, der netop i denne uge er blevet lagt på netsiden Sina Weibo, der er Kinas pendant til twitter og det mest brugte sociale medie i landet.

Smedegaard vil i dialog

I videoen svarer topchefen på spørgsmål, der er stillet af brugere på det sociale netværk. Topchefens mål den fremgangsmåde er at komme i dialog med så mange som muligt, forklarer Manuel Vigilius, der er kommunikationsrådgiver hos Mærsk.

»Vi er jo en åben virksomhed, der gerne vil være i dialog med både medarbejdere, kunder og partnere, der kan have en mening om os. Og de sociale medier er ret fantastiske til, at hvem som helst, når som helst og hvor som helst har en mulighed for at komme i dialog « siger han til Berlingske Business og fortsætter:

»Og vi synes, at det var meget passende på grund af al den aktivitet, vi har i Kina og det fokus vi har på landet, at det var der, han debuterede,« siger Manuel Vigilius.

Over 100 spørgsmål

Mærsk har en voksende forretning i Kina med over 20.000 ansatte. Og optagelserne er lavet i forbindelse med, at Nils Smedegaard Andersen var i Kina i marts måned for at deltage i China Devolepment Forum.

Processen har været, at Mærsks kommunikationsmedarbejdere i Kina i ugerne op til Smedegaards besøg har sendt invitationer til at komme med spørgsmål til topchefen ud via Sina Weibo. Ifølge Manuel Vigilius var interessen stor.

»Der kom flere hundrede spørgsmål ind, og der blev spurgt om alt muligt. Der blev så valgt fem spørgsmål ud, som repræsenterer en vis spredning. Det handler f.eks. om hvordan vi udvikler vores unge talenter i Kina, og også om hvordan Nils Smedegaard Andersen ser på væksten i Kina og udviklingen indenfor containerbranchen,« siger kommunikationsrådgiveren.

»Vi er glade for kritiske spørgsmål«

Når I gør det på den her måde, så har I jo også en redigeringsmulighed og muligheden for at pille de mest kritiske spørgsmål fra. Ville I overveje at gøre det live, så han fik spørgsmålene med det samme?

»Vi er sådan set kun glade for kritiske spørgsmål. For hvis spørgsmålet er derude, så giver det os en lejlighed til at svare på det. Fordi så er der nogen, der har en eller bekymring, som enten er begrundet eller måske en misforståelse, som vi kan udrette. Så selvfølgelig vil vi gerne besvare dem også,« siger Manuel Vigilus og fortsætter:

»Hvordan det præcist kommer til at foregå ved jeg ikke. Men alle kan jo også i dag via sociale medier kommentere på, hvad vi gør som virksomhed. Der går vi ikke ind og censurerer overhovedet, siger han.

Mærsk har i forvejen en Twitterkonto og en Facebook-profil. Og ifølge Manuel Vigilius er det ikke utænkeligt, at Nils Smedegaard Andersen laver et lignende interview med brugere på f.eks. Twitter.

»Det kunne vi sagtens forestille os. Nu kigger vi lige på, hvordan det her fungerer, og om det er den rigtige måde at gøre det på, og så tror jeg bestemt, at vi kommer til at se mere af det,« siger han.

Du kan se videoen her

Mærsk holder i dag generalforsamling i Tåsinge. Den første siden Mærsk Mc-Kinney Møllers død. 

Er Mærsks tiltag på de sociale medier en god idé? Skriv din mening i kommentarfeltet under artiklen.

 

Dagens Gossip