Smerteplagede danskere skal have bedre behandling

Hver femte voksne dansker lider af kroniske smerter, men mere tværfaglig viden kan gøre de sundhedsansatte dygtigere til at udrede årsagerne og lindre lidelserne.

Målgruppen for den nye masteruddannelse, som starter med første hold til september, er læger, fysioterapeuter, sygeplejersker, jordemødre, psykologer og andre sundhedsprofessionelle, der i forvejen møder patienter med smerter.

- I dag modtager mange smertepatienter monofaglige behandlingstilbud eksempelvis fra egen læge, fysioterapi og kiropraktik, inden de kommer i gang med et tværfagligt smertebehandlingsforløb. Forløbene er ofte lange og opslidende for patienterne, og det peger i retning af, at der er behov for at højne kvaliteten af indsatsen både inden for det primære og det sekundære sundhedsvæsen, siger professor Thomas Graven-Nielsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, som er blandt initiativtagerne til den nye Masteruddannelse i Smertevidenskab og Tværfaglig Smertebehandling.

Én af smertebehandlingens store udfordringer er, at patienternes oplevelser ikke er ensartede.

- Smerter kan opleves forskelligt fra person til person, og mekanismerne, der forårsager smerterne, er ofte forskellige. Derfor er det vigtigt, at de sundhedsfaglige personer, som vurderer og behandler mennesker med smerter, har mulighed for at behandle dem ud fra et bredt grundlag, kendskab til mekanismerne og specielt et kendskab til andre professioners muligheder for hjælp til patienten, så den enkelte patient modtager den korrekte behandling, siger Thomas Graven-Nielsen i en pressemeddelelse.

Dagens Gossip