Smerteplaget Assange nægtes frit lejde til lægebesøg

Ecuador beskylder den britiske regering for at se stort på grundlæggende menneskerettigheder, fordi den ikke vil give Julian Assange frit lejde til at se en læge uden for den ambassade, hvor han i tre år har været isoleret.

Stifteren af WikiLeaks har siden 2012 opholdt sig på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive anholdt af britisk politi og udleveret til Sverige, hvor han siden 2010 har været anklaget for seksuelle overgreb.

Assange lider ifølge Ecuadors udenrigsminister, Ricardo Patino, af stærke smerter i sin højre skulder. Smerterne har plaget Assange i tre måneder, og det er nødvendigt, at han bliver røntgenfotograferet på en klinik i London, oplyser udenrigsministeren.

Men den britiske regering har afvist en anmodning fra Ecuador om at give Assange "fri passage" - en garanti for, at Assange ikke bliver anholdt i forbindelse med lægebesøget.

- Vi ved ikke, hvad der er galt med ham, og de (briterne, red.) vil ikke give en tilladelse, som de ellers nemt kunne gøre, siger Patino.

Assange frygter, at han i sidste ende vil blive udleveret til USA, hvis han efterkommer svensk politis ønske og møder op til afhøring i Stockholm.

I USA risikerer han at blive stillet for retten og dømt for WikiLeaks' afsløringer af tusindvis af hemmelige dokumenter.

Britisk politi meddelte forleden, at det ikke længere vil have betjente udstationeret ved Ecuadors ambassade i London.

Det anslås ifølge BBC, at bevogtningen har kostet briterne 12 millioner pund. Det svarer til 121 millioner kroner.

Britisk politi gør det imidlertid klart, at man ikke opgiver forsøget på at anholde den 44-årige australier.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip