Smerteplaget Murray tvivlsom til French Open

Der er ikke meget sjov ved at være Andy Murray for tiden. Ganske vist ligger den skotske tennisspiller nummer to på verdensranglisten, men stærke rygsmerter er en konstant ledsager og har været det længe. Nu er smerterne ved at koste ham deltagelsen i sæsonens kun anden Grand Slam, French Open i Paris, der begynder i næste uge.

- Som det ser ud nu vil jeg blive meget overrasket, hvis jeg spiller i Paris, siger Andy Murray ifølge AFP.

Ordene faldt efter han onsdag måtte trække sig midtvejs i en kamp mod Marcel Granoller ved en turnering i Italien.

På det efterfølgende pressemøde kom det frem, at US Open-maestroen har været plaget af rygsmerter længe, og at den samme skavank er i færd med at sætte en stopper for hans deltagelse i French Open.

- Det har været et problem i et stykke tid nu, og nu vil jeg være sikker på, at det forsvinder. Det er ikke sjovt, når man skal spille med smerter, fortæller Murray, der har haft rygsmerterne som ledsager siden slutningen af 2011.

- Men det blev rigtig slemt under grussæsonen sidste år. Naturligvis fik jeg alle de indsprøjtninger, jeg kunne, og det hjalp i et stykke tid, men det har været et problem længe nu.

- I løbet af de næste fem dage tager jeg en beslutning. Jeg har brug for at tage den med ro og se, hvordan ryggen reagerer. Men op til denne turnering gjorde nogle dages pause ikke den store forskel, så jeg må bare vente og se, hvad der sker, lød det fra Andy Murray.

 

 

 

Dagens Gossip