Smilende Trierweiler ville ikke tale om Hollande

Skrevet af admin

27/01/2014

Mest læste i dag

En smilende Valérie Trierweiler ville kun tale om humanitært arbejde, da hun blev omringet af et stort antal journalister under et besøg i den indiske by Mumbai mandag.

I sin første offentlige optræden siden bruddet med præsident François Hollande virkede Trierweiler afslappet og fattet, men fast besluttet på ikke at tale om sit privatliv.

Den tidligere førstedame, der for et par uger siden blev indlagt med et nervesammenbrud, blev vist rundt på en hospitalsafdeling med for tidligt fødte børn og på et ernæringscenter i et af Mumbais slumområder.

Selv om journalister igen og igen forsøgte at stille spørgsmål til bruddet med Hollande talte hun kun om den franske humanitære organisation Aktion mod sult, som fokuserer på at hjælpe ofre for hungersnød og underernæring.

Nødhjælpsorganisationen betaler for den 48-årige Trierweilers rejse, som har været planlagt i nogen tid. Det var hendes føret konfrontation med pressen, efter at det tidligere på måneden kom frem, at Hollande har en affære med skuespilleren Julie Gayet, der er knap 20 år yngre end ham.Frankrigs præsident bekræftede lørdag over for det franske nyhedsbureau AFP, at det var kommet til et brud mellem ham og Trierweiler.

Det er sket efter flere ugers mediestorm om præsidentens påståede affære med Julie Gayet, der blandt andet har medvirket i Patrice Leconte-filmen "Min bedste ven".

Hollande indrømmede indirekte ved en pressekonference tidligere på måneden, at han havde problemer i forholdet til Trierweiler, som hidtil har boet i Elysée-palæet.

Historierne i ugebladet Closer kom efter flere måneder med svirrende rygter om affæren mellem præsidenten og den 41-årige Gayet, der medvirkede i en af Hollandes valgvideoer under valgkampen i 2012. Hun har nu lagt sag an mod ugebladet.

/ritzau/AFP